Hvorfor bruger du tid på Enneagrammet?

Jeg er i fuld gang med at forberede min præsentation til den Internationale Enneagram Konference, der løber af stablen her i weekenden. Denne gang har jeg valgt at bruge en del tid på at forberede mig på selve perspektivet med min præsentation, og dermed genopdage hvorfor jeg egentlig bruger så meget tid på Enneagrammet.

Jeg har tænkt mig at stille følgende indledende spørgsmål til deltagerne; ”Hvorfor bruger du tid på at lære om Enneagrammet, og hvorfor ønsker du at stige i selvindsigt? ”.

Jeg stiller spørgsmålet, fordi jeg er af den overbevisning, at der er mindst 3 forskellige svar på det spørgsmål for hver enkelt af os.

Siden 2002 har vi hos THINK ABOUT IT trænet mindst 50.000 mennesker, og vi har stillet følgende spørgsmål til samtlige deltagerne ved opstart af et kursus; ”Hvilke 3 ting vil du gerne have ud af dette grundkursus i Enneagrammet?”, og svaret har altid været det samme. ”1) Jeg vil gerne lære noget mere om mig selv, 2) Jeg vil gerne lære noget mere om andre mennesker og 3) Jeg vil gerne have værktøjer til at bruge det jeg har lært om mig selv og andre.”

Jeg havde selv præcis de samme 3 ønsker, da jeg første gang mødt Don og Russ i sommeren 2001 på mit første Enneagram Part 1. Jeg var totalt opslugt af Enneagrammet og måden Don og Russ underviste på, og jeg vidste på et eller andet niveau, at Enneagrammet skulle blive en central del af mit arbejdsliv.

Da jeg første gang præsentere på den Internationale Enneagram Konference i 2004 handlede det om Enneagrammet og Teams. Mit ønske med Enneagrammet havde ændret sig til at skabe stærkere relationer, bruge hinandens forskelligheder, skabe robuste teams og styrke kommunikationen. Jeg har brugt mange år på at udvikle værktøjer, der netop giver Enneagram-entusiaster mulighed for at anvende Enneagrammet mere praktisk og alle mine bøger har både en teoretisk del og en praktisk del.

På et senere tidspunkt gik det op for mig, at jeg havde fejlcastet mig selv som Type 5 og fandt endelig ro i Type 3 med en kraftig 4´er vinge. Alt det med at gøre tingene praktiske, brugbare, værktøjsorientede samtidig med, at det skulle være meningsfyldt, unikt, essentielt, originalt og autentisk kom mest fra min type og drev ønsket om at være excellent til mit håndværk.

Så først handlede det om at vide noget mere om mig selv og andre, dernæst handlede det om at udvikle værktøjer, modeller, processer etc. der kunne gøre Enneagrammet mere praktisk, og nu dæmrer et nyt svar på spørgsmål om hvorfor jeg arbejder med Enneagrammet.

Jeg tror faktisk ikke, at vi ved hvorfor vi ønsker mere indsigt i os selv og andre. De fleste af os forklarer det med, at vi er på en udviklingsrejse, at det hele er en proces, hvor vi skal være lærende undervejs. Jeg er begyndt at fornemme, at jeg ikke er på en rejse, der har et startpunkt (fx ved min fødsel) og et slutpunkt (fx ved min død). Jeg tror egentlig ikke, at jeg er på vej et sted hen, at jeg skal opnå noget, blive en bedre udgave af mig selv eller udvikle mig til noget som helst.

Jeg tror mere, at det handler om at træde ind i livet. Kommer til at tænke på en sætning min lærer kom med for et stykke tid siden, da jeg spurgte ham; ”How do I slow down in life?”. Hans svar var lammende præcist og jeg følger hans råd hver eneste dag. Han sagde ”Become slowing down!”. Sagt på en anden måde, så jeg skal jeg ikke opnå noget, men træde ind i noget. Være til stede i noget og forbinde mig med noget.

Jeg er også sikker på at det ikke er en ting, jeg kan gøre direkte, men har brug for at træne fx nærvær og nysgerrighed og efterhånden modnes min ”becomming” indirekte. Talte med en af mine andre lærere her i mandags, hvor vi talte om at det med ”becomming” ikke rigtig kan beskrives, selvom der findes et utal af bøger der har gjort forsøget. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg helt kan beskrive det præcist nok her, men håber at du har en antydning af, hvor mine tanker peger hen.

Som sagt, er der mindst 3 forskellige svar på spørgsmålet om, hvorfor du arbejder med Enneagrammet, og min erfaring er, at det afhænger af, hvor du er i livet, din nysgerrighed og selvindsigt, dine praksis´er og de lærere og elever som du omgiver dig med.

Jeg har været på Enneagram konference hvert eneste år siden 2001, og jeg glæder mig naturligvis til at præsentere mit materiale på dette års konference. Men jeg glæder mig faktisk endnu mere til at møde en masse skønne mennesker, der i så mange år både har udviklet deres måde at undervise på og måden de selv anvender Enneagrammet på.

Hvis du nu ikke lige kommer forbi San Francisco her i weekenden, så er der altid muligheden for at købe optagelserne fra de forskellige seancer. Du kan læse mere om det ved at klikke her.