Du har brug for det rette perspektiv

Hvis du ønsker at udvikle dig og få adgang til dine menneskelige potentialer, så er der flere veje, som du kan vælge. Jeg har samlet en lille håndfuld idéer til, hvordan du kan kickstarte din personlige udvikling. Mit udgangspunkt for de 8 principper er, at den forandring, som du ønsker at foretage dig er blivende og bæredygtig samt at den proces, som du anvender, kan genbruges på et senere tidspunkt i livet, hvor du også ønsker at udvikle eller forandre dig.

Der eksisterer 8 principper du kan følge, hvis du vil udvikle eller forandre dig, og her er princip nummer 3:

#3 Du har brug for det rette perspektiv

Det er ikke nok, at dit hoved har forstået retningen og målet. Dit hjerte og krop skal også aktiveres. Nogen drager på ferie eller retreats for at få den rette afstand til hverdagen, mens andre drager på indre rejser og fx tager arbejde som frivillige på hospitaler, hospice, børnehjem i Danmark eller i udlandet.

Hvis din krop og hjerte ikke er berørt, så kan du sagtens have oplevet en åbning (punkt 1) og have beskrevet din retning udførligt (punkt 2) – men uden at du kommer nogen vegne med din udvikling. Det er ikke altid nødvendigt at rejse væk eller udfylde nye roller i tilværelsen for at få det rette perspektiv. Det vigtige er, at du fysisk mærker lysten til forandringen og emotionelt mærken modet til forandringen.

Dit hoved, hjerte og krop skal alle tre være klar til forandringen

Du kan undersøge om du fysisk er klar til at forandre dig. Dette kan ske ved at gennemføre en deklaration. Når du laver en deklaration bevæger du dig rundt i det lokale du befinder dig i mens udtaler din deklaration. Der er mange varianter over dette tema, og jeg plejer at anvende den variant, hvor du stiller dig et bestemt sted på gulvet for derefter at tage 2 skridt frem og udtrykke din deklaration. Eksempler på deklarationer kan være:

  • Jeg er dedikeret til, at finde styrke for min selvtroværdighed !
  • Jeg er dedikeret til, at træne små små skridt hver eneste dag til at øge mit nærvær !
  • Jeg er dedikeret til, at lære mere om, hvordan jeg sidder fast i mine gamle vaner og mønstre !

Hvis du laver øvelsen, vil du straks mærke – rent fysisk – om du taler sandt. Altså om du selv tror på det du siger. Kroppen lyver aldrig, og det at udtrykke en deklaration vil give dig et perspektiv på om du dybt inde i dig selv tror på dit projekt. Du vil få opnå endnu mere styrke i din deklaration, når du udtaler den for andre. Her vil du virkelig opdage om du tror på dig selv.

Du skal fysisk mærke lysten til forandringen og emotionelt mærke modet

Du kan også undersøge om du er emotionelt klar til at forandre dig. For at forandre dig må du opgive noget, lægge noget fra dig eller give slip på en del af dig selv. Når du opgiver eller giver slip har du brug for to billeder, metaforer eller roller af dig selv. Nemlig den du gerne vil forlade og den du gerne vil træde ind i.

Jeg har selv tidligere været i en rolle som ”lærer” og ønskede mig en rolle som ”en rejsende”. Rollen som ”lærer” havde tjent mig godt i en lang periode, og det var nu tid til at skabe en forandring i livet. Den gamle rolle indeholdt værdier, overbevisninger og adfærd, som jeg ikke ønskede at fortsætte med. Fx var jeg den, der vidste noget om noget, den vidende, den dygtige, den kloge, den smarte og ofte også den arrogante, den ”know it all”, den selvophøjede etc. Rollen blev også en begrænsning for mig egen videre læring, og det var på tide at træde ind i en ny rolle.

Den rigtige rolle var ”den rejsende”, hvor jeg er på en læringsrejse i livet og dem, der ønsker at tage med på rejsen er hjertens velkomne. Rollen som den rejsende indeholder mulighed for at være nysgerrig, åben overfor nye faglige områder og lærekræfter og mere afslappet når jeg så endelig var i rollen som underviser.

Fysiske og emotionelle perspektiver er en del af den moderne værktøjskasse for professionelle trænere og coaches

Det var meget provokerende og vemodigt at skulle tage afsked med en rolle, der havde tjent mig godt så længe, og jeg kan snildt træde ind i den gamle rolle, hvis jeg mister mit nærvær. Emotionelt vil du opleve det, som at tage afsked med din ungdomskæreste, der når du er midt i afskeden mærker dyb nærmest fysisk sorg, og når du kommer længere frem i livet, så kikker du tilbage på situationen med et varmt og omsorgsfuldt smil.

De fleste tænker sikkert, at nu bliver det langhåret! Men hvis du ønsker dig bæredygtige personlige forandringer, hvor du selv løbende kan holde forandringerne ved lige, så kan disse metoder være en særdeles nyttig investering. Her til sidst kan du finde link til steder, der anvender disse metoder til at skabe det rette perspektiv på din forandringsproces.

Læs også om: De andre principper for forandring

Links:

New Ventures West: http://www.newventureswest.com/

Strozzi Institute: http://www.strozziinstitute.com/

Wendy Palmer: http://aliainstitute.org/blog/faculty/wendy-palmer-2/

THINK ABOUT IT: http://www.thinkaboutit.dk/kurser/enneagram-practitioner/